Skip to main content
KØB BILLETTER

COPENHELL FULDENDER ÅRETS MUSIKPROGRAM

COPENHELL fuldender 2024-musikprogrammet med SORT SOL, RIVAL SONS, KERRY KING, 311 og TERMINALIST. I alt 75 bands er nu klar til at underholde og imponere publikum i løbet af fire vilde og stemningsfulde festivaldage den 19.-22 juni.

COPENHELL præsenterer i år en i dansk musiksammenhæng fuldstændigt unik og historisk koncert, når legendariske SORT SOL besøger festivalen lørdag aften. Gnisterne kommer til at fyge i sommerens nattemørke, når dansk punkrocks ”grand old men” indtager scenen med en over 40 år lang og alsidig karriere bag sig. 

SORT SOL har været en vigtig grundpille for den danske rockscene lige siden de tidlige dage i punkbandet Sods i slutningen af 70’erne og op gennem 80’erne frem til deres store mainstream-gennembrud med hitalbummet ”Glamourpuss” i 1992 – og videre derfra til 2001’s ”Snakecharmer” og den efterfølgende lange pause, før bandet vendte stærkt tilbage med deres seneste album, ”Stor langsom stjerne” i 2017. 

Forsanger Steen Jørgensen har deltaget på næsten alle COPENHELL-festivalerne siden starten. Han har noteret sig, at festivalens musikalske profil har udviklet sig, og at mange andre store danske bands har været forbi gennem tiden, og han glæder sig til selv endelig at opleve det hele fra den anden side af scenekanten. ”Det er det helt rigtige tidspunkt for os lige nu. Vi gav den alt, hvad den kunne trække, i 2017-2018, men vi har slet ikke spillet live siden da. Det skaber en indre sult hos os – og også et kæmpestort forventningspres, det er klart. Det spændende denne gang er, at vi ikke er på turné med en ny plade, der skal sælges. Det her er en eksklusiv og enkeltstående koncert kun for COPENHELLs publikum, hvor vi har total kunstnerisk frihed til at sammensætte en helt særlig oplevelse til dem.”

SORT SOLs musik har gennem årtierne bevæget sig fra den rå og upolerede punk til et mere rocket udtryk med modig eksperimentering med elektroniske elementer, men udtrykket har alle dage været dystert og dystopisk. Bandet havde i adskillige år øvelokale og indspilningsstudie i en gammel underjordisk NATO-ubådsstation tæt på festivalpladsen og har på nærmeste hold oplevet COPENHELL udvikle en stærk københavneridentitet og en bred musikalsk profil inden for de hårde genrer, som i dag passer rigtigt godt til bandets lyd, mener guitarist Lars Top-Galia:

”Kan SORT SOLs særlige rum eksistere i COPENHELLs særlige rum? Kan de to elementer gå i ét? Det synes jeg er et virkelig interessant eksperiment, for det skaber en spænding og en vibration, der giver uro og kan flytte folk. Vi har spillet på alt fra det olympiske stadion i Skt. Petersborg i Rusland i 1989 – hvor vi blev erklæret uønskede og blev udvist fra landet! – til Centralasien og utallige små punkklubber overalt i verden, så for os er der er ikke noget, der ikke kan lade sig gøre. For os er det her ikke et spørgsmål om, at vi skal forsøge at passe ind på COPENHELL – men at COPENHELL-publikummet skal opleve SORT SOL for fuld udblæsning. Vi vil vil bestræbe os på at skyde med skarpt og give folk en helt uforglemmelig koncert til sommer.”

 

---

 

Ud over SORT SOL lukkes COPENHELL 2024-musikprogrammet af med RIVAL SONS, KERRY KING, 311 og TERMINALIST, som bringer det samlede antal bands på årets festival op på 75.

RIVAL SONS rangerer blandt tidens allerstørste rocknavne, og de vender nu tilbage til COPENHELL! Bandets moderne lyd trækker tydelige tråde tilbage til klassiske rockkæmper og beviser, at den gode, gammeldags rock ’n’ roll lever i allerbedste velgående. Californiernes perlerække af stærke sange og bomstærke, bundkarismatiske liveoptrædener er altid garant for store liveoplevelser, og der er lagt i ovnen til intens og autentisk rock i absolut særklasse til sommer!

Efter opløsningen af det navnkundige thrashband Slayer var det kun et spørgsmål om tid, før bandets karakteristiske guitarist gik i luften med nyt soloprojekt: KERRY KING besøger COPENHELL i år med et helt nyt band bestående af trommeslager Paul Bostaph (Slayer), guitarist Phil Demmel (Machine Head), bassist Kyle Sanders (Hellyeah) og ikke mindst sanger Mark Osegueda (Death Angel). Stifteren beskriver selv det nye bands lyd som en videreudvikling af Slayer, og den første single – ”Idle Hands” – er en sand thrashbanger, der vidner om, at den nye gruppe tager opgaven med at løfte den tunge metalarv dødalvorligt.

Nebraska-bandet 311 spiller rock af den absolut alternative slags! Deres musik er en sælsom smeltedigel af rock, reggae, hip-hop og funk med hård kant, der siden de tidlige 90’ere har udviklet sig i spændende retninger og trampet løs på alle tænkelige musikalske konventioner. Bandet har gennem årene opnået stor succes med deres unikke genrefusion, muntre lyd og energiske liveoptrædener og et utroligt dedikeret publikum, og deres lyd har været en vigtig inspirationskilde for talrige bands efter dem.

De anmelderroste danske hyperthrashere fra TERMINALIST spiller ambitiøs og hårdtslående metal med rødder i 80’ernes tekniske thrash og et godt drys progressiv inspiration og black metal-stemning. Musikken er præget af knivskarpe og kringlede riffs i et detaljemættet og komplekst lydbillede, der altid har den stramme teknik og fremdriften i højsædet. 

Læs mere, og køb billetter på www.copenhell.dk

 

---

Det fulde musikprogram på COPENHELL 2024:

 

TOOL - LIMP BIZKIT - AVENGED SEVENFOLD - MACHINE HEAD - THE OFFSPRING - DROPKICK MURPHYS - SORT SOL - THE HIVES - COREY TAYLOR - TOM MORELLO - BRUCE DICKINSON - RIVAL SONS - MR. BUNGLE - BODY COUNT - ACCEPT - KERRY KING - STEEL PANTHER - PRETTY MAIDS - THY ART IS MURDER - SLAUGHTER TO PREVAIL - HATEBREED - HAMMERFALL - KARNIVOOL - URIAH HEEP - BIOHAZARD - CRADLE OF FILTH - ASINHELL - 311 - ORM - SIAMESE - MADBALL - CHELSEA WOLFE - EIVØR - HARMS WAY - DYING FETUS - UNDEROATH - HIGH ON FIRE - EMPIRE STATE BASTARD - KHEMMIS - DIE KRUPPS - FU MANCHU - 1349 - LACK - JOHN CXNNOR - SKULLCLUB - SHADOW OF INTENT - ZULU - HEXIS - NIGHT VERSES - NAKKEKNAEKKER - CRYPTA - PLAGUEMACE - JUNGLE ROT – ENFORCED - SANGUISUGABOGG - EXCEL - DVNE - MIMI BARKS - THE SCRATCH - KNIFE - TERMINALIST - DEATHBYROMY - 802 - JJ & THE A’S - BRAND OF SACRIFICE - TWIN TEMPLE - VANSIND - SPOTLIGHTS - VULVATORIOUS - THE BABOON SHOW - HULDER - ESCUELA GRIND - MAKE THEM SUFFER - INSANITY ALERT - UNTIL I WAKE