JUDAS PRIEST, KORN, EMPEROR, BENEDICTION M.FL. PÅ COPENHELL 2020

1 Judas Priest Gold Montage.jpg

COPENHELL præsenterer en mur af hårde bands og en ny scene. Billetsalget starter kl. 10:00 tirsdag den 22. oktober.

Velkommen til et nyt år med COPENHELL! Den komplet udsolgte festival fejrede 10-års fødselsdag her i 2019 med masser af flammer, fadøl og formidabel musik. Vi er meget stolte over i dag at kunne præsentere de første bands på COPENHELL 2020 og ikke mindst en helt ny scene!

"COPENHELL har i de sidste ti år ikke kun placeret sig i toppen af det danske, men også i det europæiske festivallandskab, og det forpligter. I 2020 åbner vi en fjerde scene, som giver os mulighed for at tilføje endnu flere bands til plakaten og tilbyde vores publikum et endnu mere alsidigt og omfattende musikprogram. Den nye scene giver os samtidig mulighed for at fokusere endnu mere på vækstlaget i de hårde musikgenrer både i og uden for Danmark og styrker festivalens balance mellem de store, berømte bands og de små og ukendte," fortæller festivalchef Jeppe Nissen.  

Kongerne af "heavy fucking metal", JUDAS PRIEST, besøger COPENHELL igen i 2020. Festivalveteraner vil uden tvivl huske bandets overbevisende 2011-koncert, og Robert Halford & co. er næsten kun blevet endnu bedre i årene siden dengang. De brave briter har spillet sammen i en halv menneskealder, og at dømme efter deres seneste koncerter er de langt fra færdige med at turnere verden rundt. Bandet har selv bedt om at besøge COPENHELL igen – og vi ville rigtigt gerne tage mod dem. Glæd jer til en stor musikoplevelse – You've got another thing comin'!

David Draimans stærke, klangfulde vokal og en perlerække af ørehængere er hovedingredienserne i den store succes, det populære metalband DISTURBED har nydt siden midten af halvfemserne. Rigtigt mange af os var "Down with the Sickness" omkring årtusindskiftet, og bandet opnåede siden et nyt gennembrud med deres uforlignelige version af Simon & Garfunkels "The Sound of Silence" i 2015. Bandet har gennem årene været uhyre efterspurgt af COPENHELLs publikum, og vi glæder os til for første gang nogensinde at opleve deres helt særlige aggressive blanding af alternativ hard rock og nu metal på Refshaleøen til næste år!

COPENHELL kunne som de første i verden allerede i starten af august offentliggøre MERCYFUL FATEs genforening – en bombe, der landede hårdt midt i sommerferien! Det danske (ok)kultband, der var med til at starte det hele i starten af 80'erne træder med den ikoniske King Diamond i spidsen endelig ind på festivalens hovedscene i 2020. Det bliver et stykke musikhistorie, som ingen ægte metalfans må gå glip af.

Metalbandet KOЯN spillede ligesom JUDAS PRIEST også på COPENHELL 2011 og vender også tilbage til festivalen til næste år! Alt er fucked up, hamrende vredt og indestængt i bandets vilde musikalske univers, der trækker på alt fra hip-hop til heavy metal. Deres nyeste udgivelse, "The Nothing", vidner om et band i absolut topform her godt 25 år inde i karrieren. Musikken er tight som ind i helvede, og forsanger Jonathan Davis' vokal er endnu mere drevet af hans indre dæmoner og eksistentielle smerte end nogensinde før.

Når talen falder på den "anden bølge" af black metal, falder den uvægerligt også på norske EMPEROR. Bandet besøger COPENHELL i 2020 – om det skyldes, at det sorte segment blandt vores publikum, som har efterspurgt bandet i årevis, endelig fik heldet med sig med nogle af deres ofringer, skal vi ikke kunne sige! Bandets live-optrædener beskrives ofte som meget mere end musik: De skaber transformativ kunst, når frontmand Ihsahn sammen med resten af bandet hvirvler publikum ind i en kaotisk rædselsmalstrøm fyldt med dyster lyd og forbudte følelser. Inno a Satana!

De britiske metaltitaner fra BENEDICTION har i 30 år leveret den helt rigtige midttempo-dødsmetal: En hård, bombastisk og eksplosiv lydmur, kun punkteret af groovy guitar-riffs, der sætter sig dybt inde i både krop og sjæl. Bandets gamle forsanger Dave Ingram (som i øvrigt bor i København) vendte tidligere i år tilbage bag mikrofonen efter 20 år med andre musikprojekter. Bandet er netop nu i gang med at skrive deres første album i 11 år siden "Killing Music" fra 2008, og forventningerne er tårnhøje – ikke mindst til deres live-optræden på COPENHELL til næste år.

Den sydcaliforniske kvartet OF MICE & MEN har lige siden debuten i 2010 fyret sprængfarlig metal af, som har bragt dem på forsiderne af alverdens metalmagasiner og sendt dem på turné med adskillige store navne gennem årene. Musikken er en hård og tung smeltedigel af alt fra melodisk metalcore til alternativ rock. Bandet er kendt for deres formidable musikalske slagkraft under deres koncerter. Bandet trykkede den hårdt af, da de besøgte COPENHELL i 2014, og vi glæder os til et gensyn med dem i 2020.

Det danske ekstrem-metalband XENOBLIGHT leverede den hidsige og hårde vare så overbevisende på COPENHELL Metal Cruise sidste år, at de var selvskrevne til en plads på selve festivalen i 2020. Bandet har på blot to år formået at skyde op af den danske sorte muld med en sjældent set hast og styrke. Musikken er gødet af høj kvalitet og dygtigt samspil mellem musikerne – og ikke mindst Marika Hyldmars fascinerende vokal, der bevæger sig fuldstændigt flydende rundt mellem skingrende høje black metal-skrig og afgrundsdyb døds-growling. Regn med at opleve et band, der virkelig vil ud over scenekanten!

Når man ved, at powermetal-bandet GLORYHAMMER er startet af piratkaptajnen Christopher Bowes fra Alestorm, ved man, at de ikke tager tingene så alvorligt. Bandets udgivelser kredser om en vanvittig galaktisk eventyrfortælling, der er godt gennemsyret af ironisk distance til genren – og det går rent ind! Det er rent fjolleri kombineret med et højt musikalsk niveau, som er topunderholdende. Vi ser frem til en af festivalens største fadølsfester!

Ukrainske JINJER er stille og roligt på vej op i metal-sværvægterklassen, ikke mindst i kraft af den karismatiske og eminent dygtige sangerinde Tatiana Shmailyuk. Bandets Opeth-inspirerede, hypertekniske groove-metal lægger den perfekte bund under hendes absolut mageløse vokal, som skifter næsten uvirkeligt mellem dæmoniske growls, vilde skrig og smuk skønsang. Det her bliver en helt særlig oplevelse på COPENHELL.

DESTRUCTION spiller thrash, som vor mor lavede den, og det tredje af de fire tyske "Big Teutonic 4"-bands besøger COPENHELL for første gang til næste år. Bandets nye 2019-udgivelse "Born to Perish" er en herlig tilbagevenden til de helt gamle dyder fra firserne med fængende hooks og riffs i turbotempo, som kun overdøves af forsanger Marcel "Schmier" Schirmer, der bjæffer som rabiesramt schæfer. Der er dømt nostalgi af allerhøjeste kaliber, når disse veteraner optræder til næste år.

HIGH COMMAND spiller musik, som andre fører krig: Som en fuldkommen ustoppelig og ubønhørlig offensiv. Bandets musik er tydeligt inspireret af de vilde barbarhorder fra Robert E. Howards "Conan"-univers, og de inviterer publikum til at ride i fuld galop ud i mørket og bekæmpe fjenden sammen med dem. Det er oldschool crossover-thrash med brutaliteten skruet helt op i det blodrøde felt!

ORM trådte direkte ind på den danske black metal-scene med deres klippesolide debut i 2017, og deres opfølger fra 2019, ”Ir”, er af mange blevet udråbt som et moderne mesterværk inden for dansk metal. Skæringen består af blot to numre på over 20 minutter hver, og musikken er lige så ubønhørligt hård og skarp som den bornholmske granit, bandet er vokset op af.

CRYPT SERMON trådte ind på doom-scenen med deres fremragende debut "Out of the Garden" i 2015 og er ikke bange for at afprøve genrens grænser. Her får vi tung, episk og melodisk middelalderstemning, der ligger og vibrerer midt i spændingsfeltet mellem klassisk og progressiv metal.

Det norske black metal-band VREID rejste sig i 2004 op af asken efter det hedengangne band Windir. Sange på både norsk og engelsk hvirvler rundt i et kaotisk og destruktivt lydbillede, som trækker på adskillige indflydelseskilder uden for genren, og publikum kan glæde sig til en hård omgang black’n’roll!

Mange flere bands bliver offentliggjort løbende, og med den nye fjerde scene kan COPENHELL præsentere over 60 bands til sommer! Læs mere på www.copenhell.dk og i den officielle COPENHELL-app.

 

 

 

thumbnail_CPHellPoster_K11.png
Jakob Printzlau