VEJARBEJDE TÆT PÅ COPENHELL

Vi beder alle billister, der skal til COPENHELL, om at være opmærksomme på vejarbejde på det nordlige Amager ved lyskrydsene Vermlandsgade/Kløvermarksvej og Vermlandsgade/Amagerbrogade, som fører til COPENHELL-festivalpladsen. Gennemkørsel er mulig, men biltrafikken i området er presset og bevæger sig langsomt.

Vi opfordrer som altid alle COPENHELL-gæster til at tage cyklen eller kollektiv transport, men hvis I af forskellige årsager er nødt til at komme hertil i bil, eller hvis I skal afsætte eller opsamle festivalgæster, så kør i rigtigt god tid!

Vær også opmærksom på, at der i festivalperioden er indsat ekstra parkeringsvagter på Refshaleøen for at sikre, at biler ikke holder ulovligt parkeret, og at vores tidligere parkeringsplads på Vindmøllevej er aflåst. Vi henstiller til, at al parkering af biler og motorcykler i forbindelse med festivalen foregår på COPENHELLs parkeringsplads på Kløverparken – parkeringsbillet kan købes her.

 

AFSÆTNING OG OPSAMLING AF FESTIVALGÆSTER I BIL

Festivalgæster, der ankommer til og skal samles op i bil forbindelse med COPENHELL, skal køres til Vindmøllevej. Følg venligst vores trafikvagters anvisninger, og kør helt ned i bunden af Vindmøllevej for at vende bilen og køre ud igen via Forlandet.

Afsætning og opsamling af gæster kan med fordel finde sted tæt på krydset Vindmøllevej/Forlandet, da det i år ikke er muligt at gå ad grusstierne bag om Margretheholmen fra parkeringspladsen for enden af Vindmøllevej. Gående festivalgæster skal i stedet følge Forlandet og Refshalevej ind mod festivalpladsen og sørge for at holde sig på god afstand af den kørende trafik.

Afsætning af campinggæster og campingudstyr til COPENHELL Camping Sønder Hoved har tidligere fundet sted i ”trekanten” over for handicapparkeringen på Refshalevej 147. I år vil det ikke være tilladt at holde her, da trekantsområdet er afspærret. I stedet beder vi campinggæster om at køre længere ind i området – frem til krydset for enden af Refshalevej ved busvendepladsen og til venstre hen til området omkring Refshalevej 150, hvor der vil være plads til afsætte personer og udstyr og køre ud igen. 

Sørg for at holde ind til siden under af- og pålæsning, og undgå at forstyrre vores produktionstransport og den øvrige trafik i området. Husk også at forlade området hurtigt igen. Undlad også at forlade bilen, da der vil være skærpet parkeringsopsyn i de offentlige arealer rundt omkring COPENHELL i forbindelse med festivalen.

  

COPENHAGEN SPRINT OG TRAFIK I HOVEDSTADEN

Vær opmærksom på, at cykelfestivalen Copenhagen Sprint afholdes i København lørdag-søndag den 21. og 22. juni. Målstregen er placeret ved Statens Museum for Kunst, hvilket betyder, at trafikken i hovedstaden vil være påvirket i løbet af hele arrangementet.


Du kan se festivalens ruter på deres kort, og vi anbefaler også, at du tjekker opdateret trafikinformation på dagen via www.trafikinfo.dk og www.vejdirektoratet.dk – og lyt eventuelt til DR P4 Trafik i radioen – hvis du planlægger at ankomme til festivalen i bil.

Hvis du rejser med tog, anbefaler vi, at du står af på Københavns Hovedbanegård og skifter til festivalbusserne her (2A og 666) – og undgår Nørreport Station, som forventes at være ekstremt travl hele dagen.


Du kan finde Copenhagen Sprints rutekort her, så du kan planlægge din rejse.