Skip to main content
KØB BILLETTER

AVENGED SEVENFOLD, THE OFFSPRING, COREY TAYLOR, BRUCE DICKINSON, THY ART IS MURDER, SLAUGHTER TO PREVAIL, BIOHAZARD, CRADLE OF FILTH, HAMMERFALL, KARNIVOOL, ASINHELL,CORROSION OF CONFORMITY, DYING FETUS, HARMS WAY, MIMI BARKS, JOHN CXNNOR, CRYPTA, EXCEL, J.J. & THE A’S og ESCUELA GRIND slutter sig til næste års festival.

Der bliver for alvor skruet op for varmen i helvede, når COPENHELL tilføjer 20 stærke navne fra vidt forskellige hårde musikgenrer til næste års festivalplakat. De følgende bands slutter sig til allerede offentliggjorte DROPKICK MURPHYS, MACHINE HEAD, DIE KRUPPS, HIGH ON FIRE, MADBALL, SHADOW OF INTENT, KHEMMIS, FU MANCHU, LACK, 1349, HEXIS, ZULU, NAKKEKNAEKKER, ENFORCED, JUNGLE ROT, PLAGUEMACE, SANGUISUGABOGG, INSANITY ALERT, KNIFE, DVNE og MAKE THEM SUFFER:

 

AVENGED SEVENFOLD

Det amerikanske musikfænomen AVENGED SEVENFOLD kan med rette kaldes for et af de mest betydningsfulde rockbands i det 21. århundrede. Deres unikke musikstil, der kombinerer progressive metalelementer med klassisk hardrock med blændende sangskrivning, musikere i verdensklasse, spektakulære sceneshows og mindeværdige koncerter har gjort dem til et af tidens største hovednavne på den hårde musikscene.

”A7X” har gennem de seneste 20 år ganske uforfærdet udviklet deres lyd, og de har med deres ekstraordinære musikproduktioner og optrædener hele tiden flyttet grænserne for, hvordan rock og metal kan lyde og se ud. Bandets konstante musikalske rejse er vild og uforudsigelig, men giver perfekt mening i kvintettens forunderlige musikalske univers, der er fyldt med overraskelser og nytænkning. Det hvirvlende vanvid er indbegrebet af hypermoderne rock’n’roll, som bygger videre på flere årtiers idéudvikling i genren og peger ind i fremtiden med en intens smeltedigel af alt fra vild punk og dundrende techno til sammenbidt hardcore og funkmetal.

 

THE OFFSPRING

Det ikoniske californiske punkrockband THE OFFSPRING har nydt kæmpestor popularitet gennem flere årtier og står stadig stærkt på scenerne i dag. Evnen til at afbalancere store og succesrige produktioner med punkens integritet og autenticitet op gennem 90’erne etablerede dem som en af de vigtigste drivkræfter bag revitaliseringen af punkrocken og gjorde dem til et tidløst band, der inspirerer både yngre og ældre musikfans. Bandet besøger COPENHELL for første gang i 2024 – deres 40-års jubilæum – og vi ser frem til at opleve deres smittende energi, publikumstække og en perlerække af ørehængerhits.

 

COREY TAYLOR

Amerikaneren Corey Taylor er i sandhed et moderne renæssancemenneske. Ud over kæmpesuccesen med galningetruppen Slipknot og rockbandet Stone Sour kastede den hyperaktive musiker sig i 2020 også ud i en interessant hardrock-solokarriere.

Det har indtil videre resulteret i albummerne ”CMFT” (Corey MotherFucking Taylor, selvfølgelig) og ”CMF2” fra et spændende musikprojekt fra Des Moines-legenden, der på ingen måde lyder som hans to andre bands. Her er der passioneret og moderne rock’n’roll på programmet fra en inspirerende og innovativ frontmand  – der, som vi fandt ud af på COPENHELL Con 2023, også har en fod solidt plantet i nørdverdenen! – som vi glæder os til at byde velkommen tilbage til COPENHELL.

 

BRUCE DICKINSON

Ordet ”legende” skal altid bruges sparsomt, men her er det helt på sin plads: Iron Maidens ikoniske frontmand BRUCE DICKINSON gæster COPENHELL 2024 med sit syvende soloalbum ”The Mandrake Project” på setlisten. Sangeren fik sin debut med Iron Maiden på albummet ”Number of the Beast” i 1982 og forlod senere bandet i 1993, da han startede på sin blændende solokarriere sammen med guitaristen Adrian Smith. De vendte begge tilbage til Iron Maiden i 1999, og BRUCE DICKINSON har sideløbende kun udgivet ”Tyranny of Souls” i 2005 frem til nu. 

Vi er utrolig spændte på at høre, hvad den musikalske altmuligmand har i støbeskeen til det kommende 2024-album, og det er en kæmpestor ære for os at byde ham velkommen tilbage til København!

 

THY ART IS MURDER

Det australske deathcoreband THY ART IS MURDER udfordrer genrekonventioner og har med deres kompromisløse og kraftfulde tilgang til metalmusikken tiltrukket sig en stor og dedikeret fanskare. Bandets lyd er et uhelligt og vellykket ægteskab mellem rå brutalitet og teknisk dygtighed. Musikken skaber en helt særlig knusende og undertrykkende stemning med genrens karakteriske tunge guitar-chugs, dundrende rytmer og afsindigt brølende vokal. Bandet sagde tidligere i 2023 farvel til deres tidligere forsanger gennem mange år, som hurtigt blev erstattet af Tyler Miller fra Aversions Crown, der også høres på bandets seneste udgivelse ”Godlike” og allerede har imponeret publikum under bandets seneste optrædener.

 

SLAUGHTER TO PREVAIL

Det russisk-amerikanske deathcoreband SLAUGHTER TO PREVAIL har i de seneste år fået stor opmærksomhed i metalverdenen for deres brutale lyd og vilde sceneshow. Bandet blev dannet af forsanger Alex Shikolai i Rusland i 2014 og flyttede siden til Florida i USA, hvor deres vilde fusion af dødsmetal og metalcore har vundet dem et væld af fans. Den ekstreme musiks univers er dystert og makabert som ind i helvede, og bandet optræder iført masker og kostumer, der skaber en medrivende stemning under deres koncerter. COPENHELL 2024-publikummet kan godt begynde at se frem til en kolossal kraftudladning!

 

BIOHAZARD

Når talen falder på crossover-feltet mellem thrashmetal og hardcorepunk, er der særligt ét navn, der skiler sig ud: BIOHAZARD! Disse musikpionerer begyndte allerede i 1987 at ryste New Yorks metalscene med deres aggressive og energiske lyd, som har inspireret utallige andre metal- og hardcorebands gennem tiden. Bandet er anerkendt for deres hudløst ærlige og ofte kontroversielle sange, der typisk kredser om social uretfærdighed og det hårde liv i amerikanske storbyer. 1992-udgivelsen ”Urban Discipline” blev bandets til dato vel nok vigtigste album, som blev til en målestok for crossover-genren. Det bliver med andre ord en historisk oplevelse, når det ikoniske newyorkerband gæster COPENHELL for første gang nogensinde!

 

CRADLE OF FILTH

Det britiske ekstremmetalband CRADLE OF FILTH kombinerer elementer fra black metal, gothic metal og symfonisk metal i et helt unikt musikalsk univers tilsat masser af horror-æstetik. Bandet blev dannet i Suffolk i England i 1991 af den kontroversielle forsanger Dani Filth, og selvom den øvrige besætning er blevet ændret en del gennem årene, er gruppen stadig kendt for stor teknisk dygtighed og en helt særlig tilgang til både musik og æstetik. Der er mødepligt for alle fans af ekstremmetal til denne koncert!

 

HAMMERFALL

Det svenske metalband HAMMERFALL blev dannet i Göteborg i Sverige i 1993, men udgav først deres enormt succesrige debutalbum ”Glory to the Brave” i 1997. Herfra og frem til i dag har bandet spillet en betydningsfuld pionérrolle i den store popularisering af klassisk heavy metal og power metal i de seneste årtier. De gæve svenskere dedikerer sig fuldt ud til den traditionelle heavyæstetik med storladne tekster, der tager udgangspunkt i mytiske og heroiske temaer. Det her er med andre ord et band, der ligger lige midt i komfortzonen for alle fans af underholdende og oldschool heavy!

 

KARNIVOOL

Australske KARNIVOOL har med deres interessante progressive lyd opnået stor international anerkendelse for deres musikalske kunnen og nyskabende tilgang til rockmusikken. De er kendt for deres komplekse kompositioner og kreative brug af rytmer og melodier, der går perfekt i spænd med deres dybsindige, introspektive sangtekster og laginddelte lydlandskaber. Debutalbummet ”Themata” fra 2005 bragte hurtigt bandet på radaren, men det var opfølgeren ”Sound Awake” fra 2009, der for alvor besad mesterværkskvalitet. Et kultband for alle, der elsker progressiv rock og alternativ metal.

 

ASINHELL

Den danske sanger og guitarist Michael Poulsen er bedst kendt for et vist dansk kæmpeband – men han er en mand med mange talenter. Han spillede dødsmetal helt tilbage i halvfemserne, og denne genre er han nu vendt tilbage til med projektet ASINHELL, hvor han er gået sammen med Marc Greve fra Morgoth og Morten Toft Hansen fra Raunchy. 2023-debutalbummet. 2023-debutalbummet ”Impii Hora” bobler nærmest over af kærlighed til den traditionelle svenske dødsmetallyd og er så fyldt med knitrende sprøde riffs, rasende vokalangreb og trommebombardementer, at det halve kunne være nok. Topunderholdende tung musik – og en sand perle for alle, der elsker klassisk, uforfalsket død!

 

CORROSION OF CONFORMITY

CORROSION OF CONFORMITY, også kendt som “COC”, har i over 40 år sat deres tydelige aftryk på både hardcorepunk- og metalgenrerne og er et af de få bands, der gennem tiden har formået at vinde stor respekt hos begge fangrupper. Den musikalske alsidighed er kæmpestor, og amerikanerne har gennem årtierne eksperimenteret med et væld af indflydelseskilder og genreafstikkere med alt fra stonerrock og sludgemetal til bluesinspireret heavy metal – noget, der har sikret dem konstant relevans gennem deres lange og succesrige karriere.

 

DYING FETUS

DYING FETUS: Alene navnet signalerer tydeligt både kontroversialitet og kompromisløshed, og begge dele gennemsyrer det amerikanske dødsmetalbands hidsige musik. Kunstnerisk integritet og stærke politiske budskaber hamres igennem med dobbeltpedal, motorsavsriffs og en afsindigt hidsig vokal, der river og flår i hele festivalkadaveret. Bandet har lige siden 90’erne været et af de allermest respekterede inden for genren – både på grund af deres kritikerroste udgivelser og deres superintense live-mavepustere – og vi glæder os til at byde Maryland-gruppen velkommen tilbage til COPENHELL.

 

HARMS WAY 

En koncert med hardcorebandet HARMS WAY føles lidt som at blive ramt af et godstog og kun lige akkurat overleve. Frontmand James Pligges formidable fysiske fremtoning og bjæffende vokal får ham mest af alt til at minde om en rabiesramt schæfer i stram snor, når han hænger ud over scenekanten mod publikum, mens det hårdt spillende band leverer maksimal energi og intensitet bag ham. Vi kan kun opfordre publikum til at passe ekstra godt på hinanden under denne koncert!

 

MIMI BARKS

Beskidt og uhyggelig doom-trap indhyllet i tung synth, hip-hop, metal og pulserende industrialrytmer: Tyske MIMI BARKS er en vaskeægte shockrocker, komplet med vilde kostumer og en makaber og provokerende æstetik i alt, hvad hun foretager sig. Hendes projekt er lige så meget et univers og et kunstprojekt, som publikum kan slå sig på, som det er musik. Forvent det uventede – og først og fremmest en mørk og virkelig dyster oplevelse.

 

JOHN CXNNOR

Industrielle lydlandskaber er kernen i det elektroniske musikprojekt JOHN CXNNOR – og frygt ej, for det er så tungt, at det kommer til at skælve helt ned i helvede under festivalpladsen. Den dystopiske musik kombinerer effektivt trip-hop, doom-metal og kompositioner fra science fiction-fim i et helt unikt lydbillede, der mest af alt føles som soundtracket til verdens undergang. Det hele er, som navnet antyder, inspireret af Terminator og andre klassiske 80’er-film – tilsat flotte visuelle effekter, dystre beats og spændende gæstesangere.

 

CRYPTA

CRYPTA blev dannet i Brasilien i 2019 og har ikke tøvet et sekund med at gøre sig bemærket på den internationale dødsmetalscene med deres brutale musik og vilde liveoptrædener. Stifterne, bassist og sanger Fernanda Lira og guitarist Luana Dametto, er tidligere medlemmer af thrashmetalbandet Nervosa, og de har en lys fremtid foran sig efter den succesrige 2021-debutudgivelse ”Echoes of the Soul” og opfølgeren ”Shades of Sorrow” fra 2023, der vækker appetit på meget mere fra de fremadstormende brasilianere.

 

EXCEL

EXCEL spiller crossoverthrash med stærk inspiration fra 70’ernes punkrock og speedmetal. Bandet, der oprindeligt hed ”Chaotic Noise” før et navneskifte, voksede ud af Venice i Californien samtidig med Suicidal Tendencies i 80’erne, og de spiller groovy, thrashy og højenergisk skatecore med udgangspunkt i den amerikanske gade- og grafittikultur. 

 

J.J. & THE A’S

J.J. & THE A’s fra København/Barcelona startede oprindeligt som et studieprojekt for musikerne J.J. og Will. Efter tilføjelsen af sangeren Kimia Haghighi indspillede de to EP’er med heftig og fængende punkrock, der blev udgivet af det britiske kultselskab La Vida Es Un Mus Records. Bandet har spillet adskillige koncerter i både Norden og Storbritannien og barsler med deres debutalbum i 2024. Alle punkfans kan roligt se frem til en eksplosion af rå powerpunk-energi!

 

ESCUELA GRIND

New England-kvartetten ESCUELA GRIND spiller ubønhørlig, brutal powerviolence-grindcore, der er gennemsyret af rå aggression. Den kaotiske lydkakofoni er et frontalangreb på alle sanser og føles af alt som et musikalsk overgreb – men tag ikke fejl, for under alt raseriet ligger en understrøm af groovy hardcore, der tilføjer masser af sjæl og kompleksitet til musikken.

 

 

Følgende 42 bands er indtil videre offentliggjort til COPENHELL 2024:

 

AVENGED SEVENFOLD - THE OFFSPRING - DROPKICK MURPHYS - COREY TAYLOR - MACHINE HEAD - BRUCE DICKINSON - PRETTY MAIDS - THY ART IS MURDER - SLAUGHTER TO PREVAIL - HAMMERFALL - KARNIVOOL -BIOHAZARD - CRADLE OF FILTH - ASINHELL - MADBALL - HARMS WAY - CORROSION OF CONFORMITY - DYING FETUS - HIGH ON FIRE - KHEMMIS - DIE KRUPPS - FU MANCHU - 1349 - LACK - JOHN CXNNOR - SHADOW OF INTENT - ZULU - HEXIS - NAKKEKNAEKKER - CRYPTA - PLAGUEMACE - JUNGLE ROT - ENFORCED - SANGUISUGABOGG - EXCEL - DVNE - MIMI BARKS - KNIFE – J.J. & THE A’S - ESCUELA GRIND -MAKE THEM SUFFER - INSANITY ALERT