THE PSYKE PROJECT GENFORENES PÅ COPENHELL 2019

Bandet THE PSYKE PROJECT var lige siden starten i 1999 og i 15 år frem til deres uforglemmelige afskedskoncert i 2014 en kæmpestor drivkraft for den danske hardcore-metalscene. I år bliver bandet gendannet til en helt unik koncert på COPENHELL, som giver festivalgæsterne mulighed for at (gen)opleve deres vilde og medrivende live-energi.

THE PSYKE PROJECT blev opløst i 2014, men det var langt fra interne stridigheder, der var årsagen, fortæller trommeslager og talsmand for bandet Rasmus G. Sejersen. ”Vi elskede at stå sammen på en scene og fyre den for hårdt af. Men når et band har eksisteret i så mange år og udgivet så mange albummer, er der altid fede tider og hårde tider. Vi har været igennem det hele. Der var perioder, hvor det ikke rigtigt lykkedes for os at komme på de rigtige turnéer, og hvor det kneb med pengene. Men der var heldigvis også de gode perioder, hvor vi spillede løs på på spillesteder og festivaler, og havde det sindssygt godt sammen i bandet. Det var altid eksterne udfordringer, der bremsede os, så det var ikke af hverken musikalske eller personlige årsager, at vi opløste bandet. Det skyldtes ene og alene, at vi ville stoppe, mens legen var god, og mens vi alle sammen syntes, at det var fantastisk at spille musik sammen.”

Alt det, musikerne havde opbygget sammen, måtte for enhver pris bare ikke ende med en bitter og trist stemning, og derfor valgte de at slutte på toppen med en koncert i Pumpehuset, som skulle blive deres vildeste optræden nogensinde. Et udsolgt Pumpehuset oplevede en tre timer lang lydmassakre, der kun var afbrudt af en 30 minutters pause midtvejs. Bandet spillede, til folk bare ikke kunne mere – målet var at spille publikum helt ud af bygningen. Til sidst stod bandmedlemmerne og græd på scenen, mens de sluttede af med at spille et af deres største hits, ”In The Mist”, hele tre gange, før koncerten sluttede, og bandet var historie. Mange blandt publikum vil stadig i dag kalde det en af de bedste koncerter, de nogensinde har været med til.

Kvintetten forsvor dengang, at de nogensinde skulle komme til at stå på en scene sammen igen. De fleste af dem er stadig aktive musikere i andre sammenhænge, men fælles for dem alle er, at de savner den kolossale energi og det formidable samspil fra THE PSYKE PROJECT. Bandet spillede på den første COPENHELL i 2010 (og igen i 2014), og det er derfor kun passende at fejre både festivalens tiår og den danske hardcore- og metalscene med en spektakulær genforeningskoncert her i 2019.

THE PSYKE PROJECT spiller autentisk hardcore direkte fra hjertet. Genremæssigt har vi at gøre med en tonstung kombination af post-hardcore, metal og sludge – dynamisk, stemningsfuld, brutal og bundærlig musik. Bandet har altid indspillet live, for lytteren må gerne høre alle fejlene: Det er i alle de små fald og stigninger i tempo og de missede beats, at lytteren for alvor mærker musikken og energien, og for THE PSYKE PROJEKT er det netop det rå og uperfekte, der skaber den autentiske musik.

”Vores gamle publikum kan sikkert huske den blå bas, som har været med på alle vores shows, albummer og demoer helt fra starten. Den kostede 2.000 kroner i den lokale musikbutik tilbage i midthalvfemserne, og den har fået ufatteligt mange tæsk gennem tiden og er blevet repareret igen og igen. Den er gået hen og blevet et symbol på vores band, for den kan stadig spille røven ud af bukserne – og den er naturligvis med igen på COPENHELL,” fortæller Rasmus G. Sejersen, der understreger, at festivalens publikum roligt kan begynde at glæde sig til et forrygende gensyn med et hamrende veloplagt band fra den hårde danske musikscene.

 

Bandmedlemmer:

Martin Nielskov (vokal), Rasmus G. Sejersen (trommer) Christian Bonnesen (guitar), Jeppe Skouv (bas) og Mikkel Vadstrup Schmidt (guitar )

 

ThePsykeProject_2019_Press_Original.jpg