SLASH, LAMB OF GOD, AMON AMARTH, CLUTCH OG MANGE FLERE TIL COPENHELL 2019!

COPENHELL tilføjer 16 nye bands fra et væld af forskellige musikgenrer i den hårde ende af skalaen til næste års festivalplakat, som rummer enorm musikalsk variation helt nede fra den mørke undergrund og op til de allerstørste meganavne.

Gør klar til en vild rundrejse i de hårde genrer på COPENHELL 2019 med hele 16 nye bands på festivalplakaten:

Den ikoniske Guns N’ Roses-guitarvirtuos Slash startede for ti år siden på en spændende solokarriere ved siden af det store rockband og turnerer nu fast sammen med Alter Bridge-forsanger Myles Kennedy i gruppen SLASH FEATURING MYLES KENNEDY AND THE CONSPIRATORS, som bliver bliver et af årets helt store rocknavne på COPENHELL 2019! Det ustoppelige amerikanske rockband CLUTCH vender tilbage til COPENHELL med deres hårde, medrivende, punkede og groovy bluesrock, og STONE TEMPLE PILOTS besøger Refshaleøen for første gang med en koncert, der kombinerer tommetyk grunge-nostalgi og hård moderne rock!

Alle, der overlevede LAMB OF GODs vanvidskoncert på COPENHELL 2012, ved, hvad vi kan se frem til, når Randy Blythe & co. vender tilbage til Refshaleøen i 2019 med et monsterdrøn af en metalkoncert: En kædeeksplosion af musikalsk raseri fra scenen og – måske – en helt ny rekord for den største Wall of Death nogensinde på festivalen. De vilde svenske vikinger fra AMON AMARTH er en af de allerstørste institutioner inden for nordisk dødsmetal, og de sejler langbådene ud på et nyt hærgetogt mod København til sommer. Østrigske BELPHEGOR kanaliserer inkarneret ondskab med deres ubønhørlige sortsvedne dødsmetal, der vil ramme COPENHELLs publikum som et musikalsk masseødelæggelsesvåben.

Danske HEILUNG er et eksperimentelt folk-band med medlemmer fra en række forskellige lande, der på ingen tid er skudt op af undergrunden og blevet uhyre populært. Bandets live-optrædener har nærmest karakter af hedenske, shamanistiske ritualer i en totaloplevelse, hvor publikum bliver inddraget i et fascinerende spirituelt oldtidsunivers. Det andet spændende danske element i denne omgang bands er unge københavnske KONVENT, der spiller dyster doom-metal, og som i starten af året spillede sig vej til festivalen med en flot koncert på When COPENHELL Freezes Over 2018.

KVELERTAK spiller deres norske bøllemetal med en vildskab og intensitet som få andre! Deres blanding af hidsig black metal og groovy rock’n’roll er en topunderholdende musikalsk vinderkombination, som er propfyldt med buldrende energi og uimodståelig singalong-faktor. Det skelsættende punkband REFUSED har i tidens løb inspireret et utal af andre bands, og COPENHELLs publikum får nu endelig lov til at opleve de svenske veteraner live på festivalen. Hardcore-kæmperne fra TERROR vil også levere deres aggressive og edderspændt rasende undergrundslyd, mens crossover-thrash-ikonerne fra MUNICIPAL WASTE kommer til at skabe brag af en fest i pitten!

Fra De Britiske Øer kommer ORANGE GOBLIN, der spiller thrashet og groovy stoner-metal af den type, der giver ømme nakkemuskler i flere dage bagefter. Metalcore-bandet WHILE SHE SLEEPS kommer for at gennemtæve publikum med deres hårde, eksplosive lyd og smittende, gnistrende live-energi, mens walisiske SKINDRED træder ind på plakaten med deres vilde og skøre ”Ragga Metal”, som presser metal- og rockgenrernes grænser til det yderste!

Endelig er det os også en stor glæde at byde supergruppen THE FEVER 333 velkommen til COPENHELL 2019: Med den karismatiske Letlive-forsanger Jason Butler bag mikrofonen, Night Verses-trommeslageren Aric Improta på gryderne og tidligere The Chariot-guitarist Stephen Harrison på øksen leverer bandet deres riffede og groovede metal med en slagkraft a la Rage Against the Machine og deres egen helt særlige blanding af hip-hop og post-hardcore. Det bliver hurtigt, det bliver hårdt, og det bliver helvedes fedt!

Ovenstående 16 bands slutter sig til allerede offentliggjorde TOOL, SLIPKNOT, ROB ZOMBIE, DIMMU BORGIR, HALESTORM, DEMONS & WIZARDS, ELUVEITIE, BAEST, WHITECHAPEL og ALIEN WEAPONRY.

Billetter til COPENHELL 2019 kan købes på www.ticketmaster.dk/copenhell

COPENHELL_poster_v9.jpg