COPENHELL FEJRER TI ÅR I HELVEDE – 2019-BILLETSALGET STARTER I NÆSTE UGE!

Den 19.-22. juni 2019 åbnes porten til helvede for tiende gang på Refshaleøen i København. Det bliver fejret med den ultimative hyldest til hård rock og metal, når HALESTORM, DIMMU BORGIR, ELUVEITIE, DEMONS & WIZARDS, BAEST, WHITECHAPEL, ALIEN WEAPONRY og mange, mange andre bands fra alle verdenshjørner og tunge musikgenrer skaber årets hårdeste musikfest. Billetsalget til COPENHELL 2019 åbner kl. 10:00 tirsdag den 23. oktober via Ticketmaster.dk.

I 2019 er det tiende gang, at COPENHELL rammer Refshaleøen i København – og det bliver med fuld orkanstyrke! Sammen med åbningen af billetsalget lægger vi ud med at offentliggøre syv af de cirka 50 brølstærke bands, der vil optræde på festivalen: 

Med adskillige store rockhits og en Grammy i ryggen er det amerikanske rockband HALESTORM godt på vej op mod den musikalske sværvægterklasse – ikke mindst i kraft af en af tidens allerbedste rocksangere, Lzzy Hale. Der er dømt sex, drugs and rock’n’roll for fuld udblæsning med et band, der for længst har vist deres format og kun bliver bedre og bedre.

DIMMU BORGIR har været et af de mest efterspurgte bands lige siden COPENHELLs begyndelse. Det er en stor fornøjelse for os at kunne byde de norske musikekstremister velkommen til Refshaleøen i 2019, hvor vi ser frem til endelig at opleve deres innovative og progressive symfoniske black metal live på festivalen.

Schweiziske ELUVEITIE spiller folk metal med inspiration fra både keltisk metal og melodisk dødsmetal – komplet med violiner, sækkepiber og sange på gallisk. Det store ensemble skaber et fyldigt lydbillede, hvori smukke akustiske passager væves flydende sammen med hårde elementer. Stemningsbarometeret ryger helt i top på den her.

Power metal-ikonet Hansi Kürsch er ikke kun kendt for Blind Guardian, som spillede en imponerende koncert på COPENHELL 2016. Sideprojektet DEMONS & WIZARDS, som Kürsch kører sammen med Iced Earth-guitaristen Jon Schaffer, kombinerer inspiration fra disse to bands i et lydbillede, der vil få alle power-fans til at brøle af begejstring, når de optræder på COPENHELL 2019 – forhåbentlig med materiale fra deres kommende album. 

BAEST. Nærmere introduktion virker unødvendig, for de danske dødsmetaldrenge har bevist deres værd på både When COPENHELL Freezes Over, på COPENHELL Metal Cruise og på selve festivalen. Derfor er det en kæmpestor fornøjelse for os at byde dem velkommen tilbage på COPENHELL 2019, hvor de vil levere deres musikalske dødsstød fra vores næststørste scene!

WHITECHAPEL er en sand institution inden for deathcore-genren – ikke mindst på grund af Phil Bozemans gutturale og dyriske subwoofer-vokal. Bandet har gennem godt et årti været leveringsdygtigt i voldsomt slagkraftig musik, der river og flår i hele kroppen under deres medrivende koncerter. De var i 2010 med til at sparke den allerførste COPENHELL-festival i gang, og det er med stor glæde, at vi byder dem velkommen tilbage i 2019! 

De newzealandske teenage-thrashere fra ALIEN WEAPONRY vil ramme COPENHELL som et lynnedslag, når de går på scenen. De tre unge musikere blander metal med maori-kulturens haka-krigsdans i en unik og hamrende muskuløs musikoplevelse, der bare skal opleves live.

Meget mere information følger – ikke mindst om de kommende hovednavne på COPENHELL 2019. Vi inviterer alle fans af hård rock og heavy metal til at komme og fejre ti år i helvede sammen med os til næste år. En uforglemmelig fest venter jer!

Følg COPENHELL på Facebook, Instagram og på Copenhell.dk, hvor du også kan tilmelde dig vores officielle nyhedsbrev.