CAMPINGSALGET TIL COPENHELL 2017 ER STARTET

COPENHELL Camping er atter klar med fire forskellige mulige overnatningsmuligheder tæt på festivalpladsen.

COPENHELL er en byfestival med mange overnatningsmuligheder tæt på festivalpladsen, men COPENHELL Camping er blevet til en væsentlig del af oplevelsen for rigtigt mange af festivalens gæster. Derfor er vi glade for igen i år at kunne tilbyde fire forskellige campingmuligheder blot få minutters gang fra festivalpladsen.

Et af de mest eftertragtede valg er de lækre Royal Tenthouse-campletter, hvor de overnattende gæster får et luksusværelse med blød madras, strøm og sikkerhedsboks på første parket ned mod Københavns han. Vores præ-opslåede COPENHELL-telte, som kan tages med hjem efter festivalen, er også populære blandt campinggæsterne. Endelig er der på det almindelige campingområde mulighed for at medbringe eget telt – også i størrelse XL, hvis bare man køber campingpladser nok.

Som noget nyt i 2017 bliver festivalens område til autocampere og campingvogne opgraderet og flyttet for at give plads til endnu flere kørende enheder. Festivalgæster, der vælger denne overnatningsform, har nu fået deres helt eget store område bag den store B&W-hal tæt på det almindelige campingområde.

Bemærk, at COPENHELL Camping åbner en dag tidligere end før i 2017: Nu kan man både checke ind i campingområdet og få påsat festivalarmbånd fra kl 16:00 onsdag den 21. juni (dagen før festivalens start). 

Læs meget mere om de forskellige campingmuligheder her – og køb billetter her.