BØRN PÅ FESTIVAL

Børn i selskab med voksne har altid været meget velkomne på COPENHELL – og det er de fortsat. På COPENHELL 2020 har vi indført nye børnebilletter, som giver børn mellem 2 og 12 år adgang til festivalen (børn under 2 år kommer ind gratis).

75 procent af børnebilletternes pris bliver doneret til Foreningen Grønlandske Børn (www.fgb.dk), der arbejder for at skabe en tryg barndom og en god fremtid for grønlandske børn og unge.

Børn får samme type armbånd påsat som den voksne, der ledsager dem. Det vil sige, at dit barn for eksempel også får adgang til R.I.P.-området, hvis du selv har billet hertil. Unge på 13 år og derover skal købe almindelig festivalbillet og kan deltage på festivalen uden forældre eller værger.

COPENHELL arbejder ud fra tanken om, at børns forældre og værger ved, hvad de individuelt kan klare af indtryk på en vild festivalplads, og at vi ikke behøver at opstille faste regler for børns færden på festivalen. Vi har dog følgende faste anbefalinger:

  • Børn frarådes på festivalpladsen efter kl. 20:00

  • Børn frarådes generelt i og omkring Biergarten-teltet

  • Vær opmærksom på omgivelserne, og fjern børn fra fx vilde moshpits eller stærkt berusede personer

  • Husk høreværn til både store og små børn, og bevæg jer væk fra scenehøjttalere, hvis lyden er for høj

  • Sørg for, at børn kan finde Infoboden midt på festivalpladsen, så de kan henvende sig her, hvis de bliver væk fra deres voksne

Ved armbåndspåsætning registreres telefonnummer på forælder/værge til barnet. Vi anbefaler derudover, at børn udstyres med telefonnummer til deres forælder/værge (eventuelt skrevet på armen), så I let kan blive genforenet, hvis I bliver væk fra hinanden på pladsen.